Fastliggere camp-letter overalt i Europa

Kurt og Winni Kruse fra Bornholm repræsenterer den nye camping-trend i Danmark. De er til daglig fastliggere på Lyngholt Camping, men drager ind imellem på langfart med deres Camp-let.

Fastliggere med Camp-let

Winnie og Kurt Kruse har haft camping som den altoverskyggende interesse i snart 40 år. Samtidig har de meldt sig blandt den stigende flok af fastliggere, som ønsker mere mobilitet i campinglivet og ruller ud på de europæiske veje med en Camp-let på krogen.

Vi har været campister siden 1970. Efter at min mand er gået på pension fra sit arbejde som revisor, og jeg er stoppet som butiksekspedient har vi fået meget mere tid til at campere, og lige nu bor vi mere eller mindre fast i vores Hobby-campingvogn på Lyngholt Camping, fortæller Winnie Kruse.

De er glade for campingvognen, men endnu mere begejstrede for deres Camp-let, som forrige år blandt andet har fungeret som deres sommerbolig i 7 uger, hvor de kørte rundt i Finland, Sverige og Norge.

Skal holde vores tid ud

Vi har faktisk købt campingvognen efter Camp-letten, men teltvognen er nu det bedste, vi nogensinde har gjort. Den er nem at køre med, er meget benzinbesparende og det tager ingen tid at slå den op. Vi passer rigtig godt på den, for det er meningen, at den skal holde vores tid ud, siger 67-årige Winnie Kruse.

I år skal Winnie og Kurt en tur til Italien, men da er det tanken, at den ny campingvogn skal have luftet sine dæk. Næste år er det dog Camp-letten, som skal på langfart igen.

Da har vi planer om at drage til Spanien og køre rundt dernede, og så findes der ikke noget mere praktisk end Camp-letten, siger Winnie Kruse.
Den nye trend med dobbelt-camping har man også kendskab til hos den sønderjyske teltvognsvirksomhed i Arnum ved Gram.

Modellerne supplerer hinanden

Fra forhandlerne har vi hørt flere historier om købere, som allerede har en campingvogn, men som synes, at den er for tung og for stor at køre med på de lange strækninger. Noget af det, der også lægges vægt på, er at der ikke er vægtafgift på en Camp-let, og at den er nemt at have stående hjemme i garagen, siger Hans Jørn Nissen fra Camp-let A/S.

Der findes ikke tal på antallet af dobbelt-campister herhjemme, ligesom en del fastliggere starter med en brugt Camp-let, når de vil have vogn nummer 2: For mange er det stadig et valg mellem en campingvogn eller teltvogn, men det er da herligt at høre, at de to typer vogne også kan supplere hinanden. At man kan forene fornøjelsen ved at være fastligger en del af året med lysten til at komme ud at opleve andre himmelstrøg, siger Hans Jørn Nissen.

Forhandlere - Oversigt over Camp-let forhandlere i verden

Website by Nobrainer Web