Pressemeddelelse: Camp-let Winter Challenge 2013

Det er ikke usædvanligt, at skiglade danskere glæder sig til en uge på løjperne i de østrigske alper, men det vækker opsigt, når de tilmed glæder sig til at sove nærmest under åben himmel i fem til ti graders frost.

Anne-Vibeke Isaksen

Det er ikke mindre end tilfældet for de 30-35 danske teltvognsentusiaster, som deltager i denne vinters Camp-let Winter Challenge sammen med ligesindede fra Tyskland, England, Holland og Slovenien.

Det er femte gang, at den danske teltvognsfabrik står i spidsen for turen. 1. gang var der kun to personer af sted med én teltvogn med ned til 18 graders frost på et italiensk skisportssted. Siden har Winter Challenge været forlagt til Achensee i Østrig og med et stigende antal deltagere.

I år deltager der omkring 30-35 personer i udfordringen, der naturligvis handler om skiløb, men også om at holde kulden ude om natten i en teltvogn. En Camp-let er som bekendt fremstillet af to glasfiberskaller, som er lagt sammen, og inden i er der plads til køkken, telt og bagage. En Camp-let slås nemt op i løbet af få minutter, men i modsætning til om sommeren er det ikke muligt at banke pløkkerne ned. Jorden er nemlig så frossen, at der skal bores huller først og anvendes specielle pløkker.

Camp-let Winter Challenge er således også blevet en udfordring for producenter og forhandlere af campingudstyr, fordi de under turen får testet deres grej under de mest ekstreme forhold. Camp-let anvender varmeovne fra Camper, der er Danmarks førende importør og grossist inden for campingudstyr. Medarbejdere fra Camper har deltaget i Winter Challenge to gange for at teste udstyr fra blandt andet Dometic, der både fremstiller elektriske hjælpemidler til camping, men også de gasblus, der anvendes i de populære sønderjyske teltvogne.

Der er gennem årene således gjort værdifulde erfaringer med campingudstyr. For eksempel opdagede man, at nogle gasovne end ikke kan tænde, når det bliver tilstrækkeligt koldt og derfor kun bør anvendes til ”sommercamping”, ligesom denne form for camping stiller store krav til tilstrækkelig elforsyning på en campingplads.

Vi har aldrig været bange for at udfordre vores vogne, og sidste år havde vi for første gang medbragt en vogn med et af de nye akryltelte, som har afløst de traditionelle bomuldstelte i flere af vore modeller. Man har jo en ide om, at bomuld vil være lunere end et akrylprodukt, men der var overhovedet ingen forskel, siger direktør Hans Jørn Nissen, Camp-let A/S.

Camp-let lancerede for et år siden 5. generation af den populære teltvogn, og modellen skiller sig blandt andet ud fra forgængerne ved, at tagbagagebæreren er erstattet af aluskinner, hvor der er mulighed for at montere bøjler med beslag til bagage, cykler, skibokse - og ski såmænd.

Anne-Vibeke Isaksen på Camp-let Winter Challenge

Dette års Winter Challenge byder i øvrigt på en ny og helt anderledes udfordring for Camp-let, idet Danmarks kendteste rejsejournalist Anne-Vibeke Isaksen også deltager. Anne-Vibeke er blandt andet kendt fra campingprogrammer på DK4, hvor hun tester både campingpladser og campingudstyr.

Forhandlere - Oversigt over Camp-let forhandlere i verden

Website by Nobrainer Web