Camp-let udfordrer Egyptens kameldrivere

Fem special tilpassede Camp-letter fra Danmark er nu på vej til Mellemøsten, hvor de skal bruges til safari i Sinai-ørkenen.

8 hele dage på kamelryg og et tilsvarende antal nætter i beduintelt er mere, end turister fra vesten kan holde til. De sværger mere og mere til firehjulstrækkere og moderne campinggrej, når de skal ud at opleve livet i ørkensandet.

Om kort tid hænger der tilmed danskfremstillede Camp-letter på anhængerkrogen, når Welcome Tours sender turister på ørken-camping i sandbjergene i Sinai-ørkenen. Fem special tilpassede teltvogne fra den familieejede fabrik i Arnum i Sønderjylland er stuvet forsvarligt i en container og er nu på vej mod destinationen i Mellemøsten.

Camp-let A/S har i de forgangne tre år talt med Maged Ghaly fra Welcome Tours under campingmessen i Bellacentret. Her har han fortalt om selskabets ørkensafari, hvor turisterne drager ud i 4 hjulstrækkere til en livsoplevelse med masser af lunt sand mellem tæerne. I år kom partnerne et skridt videre og begyndte at forhandle.

Egypterne var i starten meget betænkelige ved, hvad der ville ske, når camp-lettens hjul sank ned i sandet, men det problem havde vi til deres overraskelse for længst løst. For tre år siden skulle virksomhedens bestyrelsesformand, Kris Nissen, bruge en Camp-let som kontor, mens han som direktør for Volkswagen Motorsport deltog i World Cup Rallye i Marokko.

Vi konstruerede i buet skjold under bunden af Camp-letten. Når hjulene sank i, fungerede pladen som en kæmpestor mede, og så blev teltvognen slæbt hen over ørkensandet som en kane. Da Ghaly hørte, at vores vogne også kan klare sig i ørkenen, købte han fem vogne lige på stedet. De er nu leveret sammen med ekstra bagagebokse og generatorer, fortæller marketingschef Hans Jørn Nissen fra Camp-let A/S.

Bestyrelsesformandens ørken-model er i dag tilbage på fabrikken i Sønderjylland. Den har udfyldt sin mission.

Vi så, at der under Rallyet i Marokko var en enestående mulighed for at få tæsket en teltvogn igennem under de værst tænkelige forhold. Prøv at forestil dig, hvad vognen må gennemgå, når den i flere uger trækkes rundt for fulde hammer af en af VW’s service-Touaregs. Da vi fik den hjem igen, kunne vi konstatere, at den ikke fejlede det mindste, udover at der selvfølgelig var sand i over alt, fortæller Hans Jørn Nissen.

Forhandlere - Oversigt over Camp-let forhandlere i verden

Website by Nobrainer Web