Camp-let hitter under eksotiske himmelstrøg

Kunderne på de nye markeder i Korea og nu Sri Lanka går ikke bare efter en teltvogn af høj kvalitet. Det er også vores livsstil, som de vil have med i købet, vurderer direktøren hos Camp-let A/S.

Export til Sri Lanka: Camp-let har netop sendt 6 teltvogne til Sri Lanka

”Sol og sommer” har de masser af i både Sydkorea og Sri Linka, og det danske campingfolk sender på mangen en kold og regnfuld vinterdag misundelige blikke efter deres klima.

Men vi har også noget, som de ikke har, nemlig ordet ”hygge”, der mere end alt andet beskriver oplevelsen ved at pakke sin teltvogn med tøj og udstyr og snuppe et par dage eller uger i fællesskab med familien og helt tæt på naturen.

- Det er jo det fantastiske ved internet, at vi kan dele vores oplevelser med hele verden, og det er min klare fornemmelse, at det for kunderne på de nye markeder handler både om vores livsstil og om at få en dansk kvalitets-teltvogn på anhængertrækket, siger direktør i Camp-let A/S, Hans Jørn Nissen.

Det er to år siden, at Camp-let sendte den første teltvogn til Sydkorea, og den danske teltvogn bliver mere og mere kendt blandt de koreanske campingfans. Ligesom vi herhjemme køber mange mini- og mikrobiler fra Korea, kører de også selv i de små modeller, der ikke er skabt til at slæbe rundt med campingvogne. Derfor er Camp-let med en totalvægt på 500 kilo perfekt i dette marked.

Kort før påske har medarbejderne på Camp-let derudover pakket den første container med i alt seks teltvogne, som køres til Hamborg og udskibes herfra med Sri Lanka som det endelige mål.
- Vi deltager hvert år i verdensmessen i Düsseldorf i Tyskland. Selv om det er dyrt at være med, har vi vurderet, at dette er nødvendigt for at udvide vores eksportmarkeder. Her blev vi sidste år opsøgt af vores nye importør, som i forvejen godt kendte vores historie og konceptet for Camp-let, at vognen skal være funktionel, af høj kvalitet, nem at slå op og have et smart design.

- Hvis man troede, at srilankanerne helst vil have de billigste modeller, tager man fejl. Den første sending består udelukkende at vores topmodeller, Premium og Classic, med store køkkener, luksus madrasser og store telte. Desuden er containeren fyldt op med masser af ekstraudstyr, så de går ud med hele udstyrsprogrammet fra første dag, fortæller Hans Jørn Nissen.

Ligesom Camp-lets egen lastbil, der er specialfremstillet til at medbringe så mange teltvogne som muligt, har den sønderjyske fabrik også selv udviklet et specialstativ til containere, så Camp-let’erne ikke tager skade under transporten. Teltvognen rulles ind i containeren på en speciel ”rulleskøjte”, som importøren også råder over, og således kan rulle vognene ud igen.

- Danmark er dog fortsat er særdeles vigtigt land for os. Camp-let er et populært mærke, og det er fra dette marked, at vi får mest feedback fra såvel kunder som forhandlere. Disse input er med i vores overvejelser, når vi begynder at udtænke nye finesser og praktiske ændringer på vognene. Vi har de sidste år udviklet meget for at højne funktionalitet og design, det grundlæggende koncept skal der ikke røres ved. Det har holdt i over 40 år herhjemme og slår nu også igennem på de nye markeder, siger Hans Jørn Nissen.

Med hjemmeside på ikke færre end 5 sprog, dansk, tysk, engelsk, hollandsk og spansk, er Camp-let A/S således i gang med en øget internationalisering. Foruden aftalen med Sri Lanka forhandles der i øjeblikket også med importører til andre asiatiske markeder.

Forhandlere - Oversigt over Camp-let forhandlere i verden

Website by Nobrainer Web